Miniperlerne

Da Miniperlerne blev delt i tre..  
                 

 
Der var engang et folk, der hed Miniperlen. De levede tæt sammen i en grøn skov, hvor de boede i små træhuler. Miniperlerne hjalp hinanden med at samle og lave mad, bygge huse og passe hinandens børn. Det var et harmonisk folkefærd, som brugte meget tid på latter, leg og hygge. I de mørke aftentimer, brugte de tid på at fortælle historier imens de vævede og syede tøj.

Én dag, da nogle af Miniperlerne var ude for at samle bær og frugter til deres forrådskammer, begyndte jorden at ryste under dem. Miniperlerne blev meget bange og begyndte at løbe i forskellige retninger. Nogle lagde sig på jorden, holdt sig for ansigtet og krympede sig sammen, som små fugleunger.
Pludselig slog jorden revner - store, dybe revner - og dem, som var løbet deres vej, blev væk fra dem, der lå på jorden. Alle var meget bange og forsøgte, hver især, at komme tilbage til skoven, hvor de resterende Miniperler efterhånden var ved at blive nervøse over, hvor samlerne blev af. Mørket var ved at sænke sig og de store revner i jorden gjorde det umuligt for Miniperlerne at komme tilbage til deres hjem.

Fra den dag af, begyndte tre små samfund at blomstre. Miniperlerne, som var blevet væk fra hinanden under jordskælvet, blev til tre forskellige stammer.

Danefæ-folket, som boede ud til havet på den flade, blomstrede eng. De byggede majæstetiske huse og begyndte at gå med hjelme og kroner, som de snedkerede ud af drivtømmer og andre ting, som de fandt på stranden. Deres tøj vævede de af blomster og meget af deres tøj fik heraf bredde striber i forskellige farver. Stammen tegnede svaner, vikinger og kroner på deres børnetøj, som symbol på, at de tilhørte netop denne stamme. Både piger, på deres kjoler, og drenge, på deres bluser. Ja, selv babyerne fik tegnet motiver på deres bodystocking.
Små-folket, som var en anden afgren af Miniperlerne, boede oppe i de mere kolde egne ved æbleplantagerne. Denne stamme byggede huse i æbletræerne og vævede tykkere tøj pga. den tiltagende kulde igennem året. Deres børnetøj var især inspireret af den natur de boede i. Der var æble-, ugle-, heste- og blomstermotiver på børnenes tøj. Om vinteren blev børnene pakket godt ind i flyverdragter, store jakker, pigerne i strømpebukser og drengene i velourbukser. Ingen frøs. Og når de om aftenen kom ind med røde æblekinder og sad ved bålets varme og hørte de voksne fortælle om gamle sagn og et folk, de kaldte for Miniperlerne, havde de det allerbedst.
De folk, der engang var blevet tilbage i skoven, hed nu Ej-sikke-lej-folket og boede i små træhytter. De var et gladt folkefærd - kunne godt lide farver og hentede, ligesom små-folket, inspiration i den natur, som omgav dem. I skoven boede mange vilde dyr - løver, vaskebjørne, heste, ugler - og netop disse dyr, tegnede stammen på deres børnetøj og babytøj. Om dagen var det lunt og børnene gik i heldragt og mange af pigerne i strutskørt. Men aftenen og natten, derimod, var utrolig kold og fugtig, så på denne tid af døgnet, blev de små børn og babyer, beskyttet imod kulden af varmt undertøj, nattøj med stjerner, veste og blødt sengetøj.

Alle tre folkefærd havde det i bund og grund godt og var glade. Ingen manglede noget - hverken vådt eller tørt og alle havde de dejligt tøj på kroppen. Alligevel var det som om, at de manglede noget. Ingen kunne rigtig definere, hvad det var de manglede. På en måde var det som om, at de tre folkefærd ikke følte sig hele. Som om, at de manglede en del af sig selv..


 

Ej sikke lej