Miniperlerne. Del 3. Af Nete Maj

Hvedemarkens hemmelighed..

Blæsten ruskede i de halvnøgne træer, der udgjorde det eneste læ på engen, som Danefæ-folket langsomt lagde bag sig kilometer for kilometer. Vandringen havde nu varet i to dage, og trods blæst og regn, var humøret højt og forventningerne store blandt stammen. Alle var klædt godt på, forsyningerne rigelige og drømme om den kommende fremtid lyse, så der skulle meget til at slå Danefæ'erne ud. 

Som træerne begyndte at lyse rødgult og Danefæ-folket langsomt begav sig længere væk fra deres vante omgivelser ved havet, begyndte æblerne for alvor at falde og forgå længere nordpå i æbleplantagerne. Her havde Småfolket derfor travlt med at samle, lagre og tilberede de mange æbler til vinterforrådet. Over efteråret havde stemningen været trykket blandt stammen. En følelse af opbrud og fornyelse dominerede de små huse i æbletræerne og mændene sad nu tavse om aftenen og kiggede ind i de legende flammer, imens børnene længselsfuldt kiggede på dem i håb om, at de skulle genoptage fortællingerne om gamle sagn, men de forblev tavse og tænkende. 
Den trykkede stemning var et resultat af sommerens færd, hvor en flok unge mænd var blevet udsendt for at lede efter omkringboende stammer. Det var de unge i flokken, der følte trang til fornyelse i stammen og var derfor taget af sted. Hvad de havde fundet, havde skabt et stort dilemma blandt stammens beboere - en flok børn, der boede i huler i hvedemarkerne og kaldte sig for Wheat-folket. De unge mænd havde først ikke bemærket børnene, da deres tøj var naturmaterialer i lyse farvekombinationer og derfor perfekt kamuflerede i de høje hvedemarker. Da de unge endelig så børnene, følte de et stort behov for at tage dem med tilbage til stammen for at passe på dem og opfostre dem blandt Småfolket. Dette var blevet fremlagt for stammens øvrige medlemmer, da de var vendt tilbage. Enigheden i at inkludere børnene i stammen, var ikke fuldstændig, men folket havde til sidst indvilget i, at de unge mænd hentede børnene og disse fremover skulle bo sammen med stammen og derfor denne trykkede stemning.

De unge mænd havde altså begivet sig af sted for at hente børnene hjem til stammen. De havde været undervejs i et par uger nu og ville snart nå hvedemarkerne. Inden da skulle de krydse den store eng, som udgjorde skællet imellem æbleplantagerne og hvedemarkerne, hvor børnene opholdt sig.
Her gjorde de unge mænd pludselig stop. Én havde set noget i horisonten, som han bedst kunne beskrive som en bevægende masse. Hvad havde det været? Dyr? Mennesker? Uanset hvad, havde det været for stort til at det kunne have været Wheat-børnene, så det var en smule ængstelige, at de unge mænd gik imod det sted, hvor den bevægende masse var blevet set.  

Da de sent om aftenen var nået frem til stedet og listet sig ind på den bevægende masse, var de blevet mødt med et overraskende og højst uventet syn - en flok kvinder, mænd og børn, siddende rundt om et bål. De spiste velduftende mad og sad med store oplyste smil fra bålet, imens de lystigt snakkede og leede. Det mest overraskende ved synet var den flok sovende børn, der lå tæt sammen under skind bagved de andre. Der var ingen tvivl - det var Wheat-børnene! 
Danefæ-folket var for få dage siden stødt på børnene, da de havde gået langs hvedemarkerne og havde taget dem til sig. Wheat-børnene havde været enormt sultne og deres forbeholdenhed og parrader var hurtigt smeltet bort, da Danefæ'erne havde sat simrende suppe over ilden. Én skål suppe og de var solgt. 
 
Synet af de leende folk, der havde taget børnene til sig, havde straks vakt varme i de unge mænds hjerter. De følte ligeledes et stort tilhørsforhold til disse folk, hvorfor de forsigtigt gav sig til kende for stammen..